← Flere udgaver

#7 – 2016-12-09 – Pak let

Julen nærmer sig. Da jeg var barn, var jeg på intet tidspunkt i tvivl om, hvilket nummer under 24, vi var nået til i december. I går fik jeg et chok over, det allerede var d. 8.

Den første januar efter jeg var flyttet hjemmefra udgav jeg en EP med 5 sange på. Jeg var flyttet til Århus, væk fra familien i Aalborg, og var decideret på røven i januar. Ikke sådan på en global målestok, men så meget som man nu kan være det, mens man får gratis skolepenge af staten. Jeg drak the og den billige appelsinsodavand(!) og spiste gulerødder til. Jeg har altid været glad for sukker, men omstændighederne havde simpelthen tvunget mig til vanvid.

Jeg læste på Århus Universitet, og vi havde fri hele januar. Så jeg havde masser af tid til at sidde til klokken 3 om natten og komponere musik. Dengang spillede jeg trommer i et indieband, men jeg var også begyndt at optage små demoer med mine egne sange. Den januar færdiggjorde jeg 5 styks, som jeg udgav under samme titel som Rihanna. Jeg tegnede et cover på en Wacomtablet, jeg havde lånt af min daværende kærestes storebror, postede dem på Twitter og Facebook – og så gik jeg i gang med de næste sange.

Good Girl Gone Bad
2008: Good Girl Gone Bad

Jeg kan ikke åbne de sange i Logic i dag, for i dem bruger jeg alle mulige absurde plugins, jeg havde downloadet ulovligt eller gratis, og ingen af dem virker eller er til at støve op længere.


De følgende 4 år udgav jeg hver december/januar en EP med 3-5 sange på. Og hvert år brugte jeg færre og færre plugins. Både fordi Logics medfølgende indhold blev bedre, men også fordi det gik op for mig, at der var større værdi i ikke at være afhængig af obskure plugins, end der var i de dyre plugins selv.

Good Girl Gone Bad
2012: Kaboom Connoiseur

Det er blevet et mål for mig at “pakke let”, som jeg kalder det. Jeg forsøger, ikke at arbejde mig ind i et hjørne af komplicerede setups og settings, som jeg ikke kan finde ind i igen. Hvis din computer skulle blive stjålet i morgen, ville du så kunne sætte den nye op som den gamle? Ét er dine fotos og dokumenter, som du selvfølgelig har backup af[1], men et andet er dine settings og arbejdsgange.

Hvert år når Apple lancerer næste version af deres styresystem, installerer jeg betaerne oveni mit gamle. Fra beta 1 og helt til GM[2]. Det er dumt – jeg vil ikke råde nogen til det samme – men jeg er simpelthen for nysgerrig til at lade være. Når GM er klar, så sletter jeg alt og installerer alt fra nul.

Det er et levn fra en forsvunden tid, hvor Windows nærmest forlangte at blive nulstillet engang imellem. Men lige så meget som det rydder op i egentlig filrod, så rydder det op i min forståelse af mit setup, og det tvinger mig til at være opmærksom på, hvordan mit setup er anderledes end det, der følger med ud af kassen.

Hvis min computer blev stjålet i morgen, ville jeg kunne have en ny med stort set samme setup og indhold inden dagen var omme. Tæt nok på, i hvert fald. Jeg er sikkert fjollet – men jeg kan stadig åbne de sidste 2 EP’ers Logic-projekter uden problemer.


Sidste uge bad jeg jer svare på mailen med et yndlingsafsnit. Her kan i se resultatet. Det er jo faktisk ikke helt dumt! Jeg er glad for spredningen – nogle kan lide jokes, andre kan lide pointer. Alle kan lide mig: Perfekt.

I denne uge kører vi decideret nørd-kommentarfelt:

Hvilken del af dit setup (software, hardware) er du mest begejstret for? Hvorfor?

Er det et kedeligt spørgsmål? Lad os se.

Hvis du er nysgerrig på musikken, kan alle 5 EP’er, jeg nåede at udgive, findes på den her side. Det meste er også på Spotify og iTunes. Hvis du bare skal høre én sang, så kan jeg godt lide den her.

Hvis du er nysgerrig på mit setup, så er mine dotfiles tilgængelige på Github. Hvis du ikke ved, hvad dotfiles er, kan du roligt ignorere det her.

🖥 Mikkel

COMPUTERS
  1. En kollega på DR fik for et par uger siden stjålet sin laptop direkte fra sin cykelkurv på vej til DR Byen. Havde ingen backup af hverken dokumenter eller fotos. Seriøst: Installer nu bare Backblaze eller noget lignende, så det sker automatisk. Det er 2016, behøver du flere rædselshistorier? ↩︎

  2. Golden Master: Den færdige, klar-til-print-version. ↩︎

Kunne du lide, hvad du læste?

Modtag et mindst lige så lækkert brev
hver fredag (langt fra) hver uge: