← Flere udgaver

#62 – 2021-04-19 – sapanoroc

Forleden nat gik jeg rundt og rundt i min stue. Jeg havde min 1-årige søn med, som jeg håbede på, ville falde i søvn, igen. En travetur i armene plejer at kunne gøre det.

Min hjerne opfører sig mærkeligt om natten. Halvt vågen, halvt sovende, fikserer den sig på tanker. Sommetider føles det som en besættelse, andre gange er det et omkvæd af en sang, der kører i ring[1].

Den nat sad noget, jeg havde tweetet, fast:

Det drejede sig om, at det var “nemt” at forfalske de der Coronapas-pdf’er.


3D-modellering er én af de emner, jeg skuler til. Én af de ting, jeg føler, jeg burde være bedre til. Som en halvskaldet Pippi Langstrømpe er jeg velsignet (og forbandet) med opfattelsen af, at den eneste grund til jeg ikke er ekspert i noget, er, at jeg ikke har prøvet endnu[2].

I mine tidlige teenageår, var der en periode, hvor jeg forsøgte mig med 3D Studio Max. I de år var der en periode med alle kreative udtryksformer. Det var dengang warez flød som en lunken, ulovlig sovs, man blot kunne stille sin knapt-nok-én-gigahertz-computer ind under og lade den drukne i muligheder. En teenager som mig, kunne nemt have for flere 100.000 kroner professionelt henvendt software uden at have betalt en krone. I dag fås endnu mere avancerede programmer gratis – lovligt gratis.

Jeg husker intet om de ting, jeg byggede. Jeg husker tydeligt min ven Frederiks værk “Fogh, barbaren”. Han havde lavet en hulemand, som tilfældigvis endte med at ligne Anders Fogh. Irakkrigen hærgede. Det var perfekt.


Da jeg så Hyam’s FRAGMENTS-serie kunne jeg mærke Blender.app ryste i /Applications. Lær mig, brug mig, lød en svag stemme. Nu havde jeg en idé.

sapanoroc

Jeg har sat det her kunstværk til salg.

Udgivet som en Non Fungible[3] Token, NFT, på Tezos blockchainen. Der findes kun ét eksemplar og det er til salg for 10 $XTZ, lige nu godt 370 kroner. I morgen enten 370.000 eller 10. Hvem ved med krypto.

NFTer bringer begrænsning til det ubegrænsede internet. Pludselig kan noget kalde sig den originale Nyan Cat, og blive solgt for lige under 4,5 million kroner, selvom du længe har kunnet nyde den i 4K-opløsning med tilhørende musik i 10 timers intervaller.

Der er gået et år med Coruñes og nedlukning. De absurd rige ikke har kunnet købe de mange yachter, de ellers plejer. Aktie- og kryptokurserne når nye højder. Pengene brænder i deres lommer. Hvad bedre at bruge dem på end lidt moderne kunst.

Men krypto er sort. Udvindingen af Ether, ETH, er, ligesom O.G. Bitcoin, stadig bygget op omkring et ublu forbrug af computerregnekraft.

Tezos, den blockchain hicetnunc er bygget op om, er foruden de gængse blockchains absurde energiforbrug, fordi værdien baserer sig på Proof of Stake i stedet for Proof of Work. Ethereum er så vidt jeg ved igang med at konvertere sit eget netværk til -Stake. Det hjælper på det min forbeholdnenhed for at gå for alvor om bord deri.


Ideen om at blande coronapas og NFTer på en alternativ blockchain var på en eller anden måde for 2021-agtig til, jeg kunne lade den være.

NFTerne og deres priser synes hysteriske. Der er uden tvivl tale om et gold rush, og mon ikke mange de fleste ender med værdilæse jpegs i processen. Jeg har ikke fået afsat mit mesterværk endnu.

Til gengæld har jeg fneset gennem hele processen. Både fordi det her lige præcis er den grad af civil ulydighed, det kan blive til for en tørvetriller som mig. Men også fordi, det var vidunderligt at åbne et 3d-program igen og have et mål. Det animerede coronapas er måske morsomt nok i sig selv, men i lyset af at skulle være et kunstværk, har det pludselig karakter af noget helt andet.

Og det er essencen af, hvad NFT-teknologien bringer. Der er stadig udfordringer, med ejerskab og med Ethereums stadige energiforbrug (endnu), men tilbagekomsten af det unikke bringer et manglet lag til vores online eksistens. Ejerskab er en essentiel del af, hvordan vi fortæller historien om os selv. I vores kapitalistiske, produktfikserede liv, er vi i høj grad, hvad vi køber.

Forestil dig din wallet app i fremtiden både holder dine penge, kryptobaserede måske, men også beviser på egendele, der fortæller historien om dig og din smag. Collector’s Edition af dit favoritbands’ debutplade. Et originalt værk af en 3d-kunstner. Billetten fra den der koncert, du var til med din bedste ven, inden I gled fra hinanden. Et værk, som lever på blockchain, hvor det er kodet til først at åbne sig ved midnat, nytårsaften 2031. Et bevis på, du har adopteret en truet abe i reservat. Et kunstværk som skifter udseende efter, hvor meget af indlandsisen, der er smeltet. En vielsesring.gif, som kun findes i 2 eksemplarer.

ring.gif

Jeg er hverken fanatiker eller hater af krypto, men det er længe siden, jeg har haft det så sjovt med tanken om at lave noget til internettet.


Længe siden! Jeg elsker at skrive til jer, men det er svært at få det gjort, når der også er kunst, der skal skabes. Husk, jeg altid gerne vil høre, hvad du synes, om det jeg skriver. Jeg vil også gerne bare høre, hvordan du har det. Hvordan har du det? Alt vel?

🖥 Mikkel


  1. Men hvem har du tænkt dig du sku’ vær’ for mig? ↩︎

  2. Det er den ultimative hvide mand. Hverken holdt tilbage af samfund eller sin egen realitetssans. ↩︎

  3. Det betyder ikke-svampet. Jo, det gør. ↩︎

Kunne du lide, hvad du læste?

Modtag et mindst lige så lækkert brev
hver fredag (langt fra) hver uge: