← Udgaver

#53 – 2019-06-01 – Mere tvang, mindre rom

For et par måneder siden hørte jeg Why We Sleep og jeg var virkeligt skræmt. Jeg har altid elsket sene aftener. Og med sene aftener mener jeg alt efter klokken 23.

Der er bare noget, der skifter, når hele verdenCET[1] falder til ro. Pludselig er det nemmere at fokusere. Pludselig kan jeg bruge flere timer i den samme app uden konstant at skifte væk og checke Slack og checke Twitter og checke emails og og og… Jeg tror, uden at overdrive, at 80% af den musik, jeg har indspillet, er blevet det efter klokken 23.

Det er ikke fordi, jeg ikke er træt. Tværtimod er det som om, en smule søvndrukkenhed låser op for kreativiteten og pludselig er al besværet med at komme igang blevet til besvær med at holde op. Det er vidunderligt.

Det var også nemt, dengang jeg bare var mig selv, der boede sammen med mig selv.

Men mine børn står op, lige meget hvor længe jeg selv var oppe, fordi jeg ikke liiiige kunne slippe det trommespor. Eller det nyhedsbrev.

Hvis jeg skal gøre mig nogen som helst forhåbninger om 8 timer på langs, er 23 allersidste udkald. Og 8 er påkrævet, hvis man skal tro på videnskaben[2].

Questlove foreslår i sin bog, jeg før har skrevet om, Creative Quest, at indtage en enkelt genstand eller to, for at få kreativiteten i gang. Og selvom jeg tror, han har ret, så er det nok ikke det bedste life choice at hænge ansvaret for sin kreativitet op på indtagelsen af alhohol.

Men om det er som søvndrukken eller bare -drukken, så hjælper det at være en smule bedøvet. En lille smule bedøvet, så man kan få fred fra den indre kritiker. Du ved, den kraft der er i et tomt dokument. Skærmen er tom for ord, men den er fuld af modstand.

Jeg har haft svært ved at finde tid til at skrive, og al den tid jeg fandt, var tid, hvor jeg enten var for vågen eller for træt. For fuld (ikke rigtig) eller (i hvert fald) for ædru.

Men det skal selvfølgelig ikke være rigtigt.

Er det ikke også som om, at nu hvor vi har regnet ud, at det eneste der var i vejen, var mig selv. Og nu hvor vi har identificeret, hvad det var, vi ville vinde med at dulme, så burde vi have nok selvindsigt og -kontrol til at kunne tvinge teksten ud.

Jeg ville i hvert fald ønske, jeg fik skrevet noget oftere. Og det er nok tvang, der skal til. Så hermed min åbne erklæring om, at få sparket nyhedsbrevet igang igen. Hæng på, hvis det tager et par fredage at få sparket rusten af. Jeg lover at tvinge det igang.

🖥 Mikkel


  1. Nu hvor jeg har kollegaer i hele verden, har jeg lært, ikke at tro på én klokken. ↩︎

  2. Bah! Jeg er ikke overbevist. ↩︎

Kunne du lide, hvad du læste?

Modtag et mindst lige så lækkert brev
hver fredag (langt fra) hver uge: