← Flere udgaver

#50 – 2019-01-25 – Hvad jeg (tror jeg) ved

🇩🇰Sprognyt: Selvom engelsk var ok med flest, har jeg besluttet mig for, det ikke bliver i COMPUTERS, at jeg skal brede mig ud over landegrænserne. Måske i et andet nyhedsbrev! (Ha! Hør idioten. Han får jo knapt nok skrevet det her?!)


Fordi ingen spurgte og inspireret af den yngste selv-lavede milliardær i historien, er her, hvad jeg (tror jeg) ved om karriere og tidlige livsvalg (15-20 år gammel) i form af en række råd.

Jeg kan godt lide ideen om at henvende rådene til en aldersgruppe. Jeg er 32 i skrivende stund, så selvom jeg selv tror på og lever efter mange af de her endnu (YOLO), så er jeg unægteligt et andet sted i mit liv, end da jeg var 15.

Listen er ikke nødvendigvis fuldkommen eller i dens endelige form, men…


  1. Prøv alle tingene. Brug ikke resten af livet på at sige “jeg ville ønske, jeg havde lært at spille klaver”. Prøv nu, hvor du har tiden, og se om det er noget for dig.

    Og hvis du finder én ting, så bliv endelig ekspert, men prøv også de andre. Du bliver kun bedre til at spille klaver ved at prøve kræfter med kunstmaling eller programmering. Alt hvad du kan og ved bygger op til en samlet person. Der er tusind klavereksperter, men kun én dig.

    Lad være med at lytte for meget til dem, der spørger, om du har noget at falde tilbage på. Det er nu, du kræver absolut færrest penge for at din dagligdag hænger sammen. Hvis du er klaverekspert nu, men ender med at være mekaniker, bliver du kun en bedre mekaniker. Det er aldrig spild at have lært noget.

    Men lyt alligevel en lille smule. Hvis du drømmer om at leve af din drøm, er du nødt til selv at finde ud af, hvordan det kan lade sig gøre. Drømmer du om at blive revisor, er vejen klar. Drømmer du om at blive painist, er det dig selv, der skal lægge asfalten. Hvordan kan du fokusere dit klaverspil hen mod noget, du kan tjene penge på? Ikke fordi penge er alt, men fordi penge er nødvendigt, for at du kan bruge maksimalt af din tid på lige præcis det, du har lyst til.

    Dit liv bliver 100 gange mere udholdeligt, hvis du kan finde et arbejde, der ikke føles som et arbejde. (Eller find en rig partner, der kan betale gildet – lifeWIFE HACK!)

  2. Vid at verden ikke stopper, hvor din umiddelbare sociale cirkel stopper. Hvis du har andre interesser end dine klassekammerater, er der intet galt i det. Prøv internettet – der er folk, der går op i det samme som dig (og langt mere mærkelige ting.)

    Det er en fordel at være del af flere sociale cirkler. Det er ikke et problem, hvis du er en anden sammen med dem fra spejder end ovre i skolen, og en tredje når du er til ridning. Det hjælper dig til at finde dig selv, at du kan eksperimentere lidt.

  3. Lær at præsentere en ide. Det er stort set det, de prøver at lære dig i skolen, gymnasiet og på universitetet. Men det er en evne, der kommmer dig til gode over alt. Hvad er de essentielle punkter, pointer og argumenter for at telepatere ideen i dit hovede ind i hovedet på en anden via din mund, pen eller emoji.

    Det er sådan, du får de andre på jobbet til at lytte. Det er sådan du får jokes til at virke. Det er sådan, du skriver et nyhedsbrev.

    Lær at skære det overflødige fra.

    Den bedste måde at lære det på er at lægge mærke til, hvordan andre gør det. Find interessante, velkommunikerende mennesker på Youtube, Twitter, Twitch eller til ridning, og læg mærke til, hvordan de bygger deres historier op. Det er alt sammen historiefortælling.

    Deltag hvor dine idoler er. Hold dig ikke tilbage fra at skrive fanbreve eller spørge dem til råds. I værste fald svarer de ikke, og ingen behøver vide det. I bedste fald svarer de. Jeg gør stadig det her, og kan bekræfte at de sommetider svarer.

  4. Lav ting. Alt hvad du kan lære ved at læse eller lytte kan du lære ti gange så effektivt ved at gøre.

    Alle der har lært at programmere apps/spille klaver/være statsminister, har lært det ved at gå i gang uden at vide, hvordan man gør.

    Det betyder: Læs lidt om klaver, prøv det af så hurtigt som muligt efter. Læs lidt om programmering, prøv det af lige så snart, du kommer til det første eksempel-kode.

    Alle der har lært et fremmedsprog, kender det. Med lidt gåpåmod lærer du mere tysk ved at tage til Berlin og tale med folk, end hvad end du måtte lære af at læse i Alles Klappt[1].

    Ved at lave ting bidrager du også til den fælles pulje af menneskelig kreativitet. Hvis du kun kommenterer og kritiserer begrænser du kun. Om 10 år lytter vi stadig til Beatles, men alle har glemt, hvad anmelderne sagde dengang pladerne udkom.

  5. Hav holdninger, men vær ikke bange for at smide dem væk. Du har sikkert ret, i det du tror. Men hvis du ikke har, yder folk dig en service ved at gøre dig opmærksom på det. Det er ikke let – hele din reptilhjerne kæmper for at opretholde verden som den er, men det betyder ikke, den nødvendigvis har ret.

  6. Del ud af, hvad du ved. Du ved det, fordi andre har gjort det samme.

    Gør det til din ting, at du altid kan få flere ideer. Meget, meget få ideer er noget værd i sig selv. (Det indebærer altså ikke din ide. Nej, heller ikke den.) Det er udførelsen, der gør dem til noget specielt. Vær ikke bange for at råbe dine ideer højt. Hvis nogen stjæler dem (højst sansynligt ikke), får du bare en ny. Hvis du har en ide til en app (hvem har ikke?) skal du hellere sige det til så mange som muligt end gå og hemmelighedskræmme om den.

    Dette er en styrke: Det gør ikke noget, din ide er lavet før. Meget, meget få ideer er så originale (dvs. ikke din. Nej, heller ikke din) at deres blotte ytring har nogen værdi i sig selv.

  7. Lyt til alle råd, men tag dem ikke nødvendigvis til dig. Hvis du bevidst vælger at gøre det komplet modsatte, havde det alligevel en effekt, at du lyttede. Survivorship bias er over alt.

Enig eller uenig? Jeg vil altid gerne høre fra jer. Mere end fra nogen andre. Tak fordi I hænger på.

🖥 Mikkel


  1. Okay, wahnsinnig reference, Malmberg. ↩︎

Kunne du lide, hvad du læste?

Modtag et mindst lige så lækkert brev
hver fredag (langt fra) hver uge: