← Udgaver

#46 – 2018-08-23 – Det artistisk, sociale bungeejump

Der er 589 abonnenter på dette nyhedsbrev. Det gør mig glad, men også en smule ærefrygtig, hver gang jeg tænker på, at jeg nok snart burde skrive igen.

Og så går der en lille måned, før jeg prøver, og det føles som om, der skal ekstra til, for at retfærdiggøre lige netop denne udgave, var den, der bragte mig tilbage til tasterne.

Hvad bilder jeg mig overhovedet ind at tro, jeg har noget som helst at tilbyde?


Jeg har sagt det før; enhver burde opleve at optræde med stand-up. I hvert fald én gang, men nok også flere for den fulde effekt, da du højst sandsynligt glemmer hvad der foregik, så snart du træder ned fra scenen. Hjernens forsvarsmekanisme der vurderer, at den mængde adrenalin umuligt kan betyde noget godt er sket, og kasserer alle konkrete minder, så det eneste du kan huske, er følelsen i kroppen bagefter. En anden ting alle burde prøve er at optræde og være dårlig.

Jeg har aldrig sprunget bungeejump, men jeg forestiller mig lidt stand-up som værende den artistiske, sociale version af det. Når det går godt kilder det i maven. Når det går dårligt, er det som om, elastikken springer. Det føles som at styrte udover en social afgrund.

Men, selvom det aldrig bliver rart, kan man vende sig til det. Selv det. Det er måske endda først idet, du ikke længere er rædselsslagen for at være dårlig, du kan begynde at være ægte god.

I min ungdom var jeg spejder, og selvom det da er brugbart at kunne binde et flagknob cirka én gang hver femte år, så er det, jeg er mest begejstret for at have lært af det, at være okay med at have det træls.

Det var det første, jeg tænkte på, da jeg læste denne passage fra The War of Art[1]:

There’s a myth that Marine training turns baby-faced recruits into bloodthirsty killers. Trust me, the Marine Corps is not that efficient. What it does teach, however, is a lot more useful.

The Marine Corps teaches you how to be miserable. This is invaluable for an artist.

Marines love to be miserable. Marines derive a perverse satisfaction from having colder chow, crappier equipment, and higher casualty rates than any outfit of dogfaces, swab jockeys or flyboys, all of whom they despise. Why? Because these candy-asses don’t know how to be miserable.

The artist committing himself to his calling has volunteered for hell, whether he knows it or not. He will be dining for the duration on a diet of isolation, rejection, self-doubt, despair, ridicule, contempt, and humiliation.

The artist must be like that Marine. He has to know how to be miserable. He has to love being miserable. He has to take pride in being more miserable than any soldier or swabbie or jet jockey. Because this is war, baby. And war is hell.

Pressfield, Steven. The War of Art (p. 68).

Hvor træls det end føles at stå i en skov, i regnvejr, midt om natten, og forsøge at tænde et bål, så er det nu den situation, du befinder dig i, og det nytter ikke noget at brokke sig.

Hvor forfærdeligt det end må føles at være 11 jokes inde i et set, og ingen har grint endnu, så er der ikke andet for end at gøre dit bedste for, at nummer 12 vender skuden.

Hvor længe du end måtte have udskudt at skrive dit nyhedsbrev, så er der ikke andet for end at komme at komme i gang igen. Det er ikke nødvendigvis meningen, det skal være behageligt at udfordre sig selv.


Nu hvor Fup i Farvandet er stoppet er jeg endt i den spegede situation, at jeg ikke længere laver noget, der modtager donationer via 10er.

Hvad er det for en syg eksistens, der ikke har noget projekt på 10er? Gisp!

Jeg har derfor oprettet COMPUTERS på 10er. Dogfooding hedder det vist. Så kan du spytte en mønt i hver gang jeg sender noget. Eller lade være. Jeg er glad så længe, du er her. Hvordan går det egentlig?

Støt

🖥 Mikkel


  1. Jeg har en fetich med “How to creative”-bøger. Det er så tæt på faktisk at være kreativ, at man narres til at tro, man er det. ↩︎

Kunne du lide, hvad du læste?

Modtag et mindst lige så lækkert brev
hver fredag (langt fra) hver uge: