← Flere udgaver

#40 – 2018-03-11 – How To Mikkel Malmbergs nyhedsbrev

Okay, du vil gerne skrive et nyhedsbrev? Du har måske læst 40 eksemplarer af et og tænkt, “det kan jeg sgu sagtens gøre mindst lige så godt”. Du har sikkert ret – det er nemt nok:


1:

Først skal du bruge en ide. Den behøver ikke være særligt god eller særligt veldefineret. “How to Mikkel Malmbergs nyhedsbrev” er en ide. Her er 3 andre, jeg endnu ikke har skrevet som andet end en linje i mine noter:

  • kan godt styre mit forhold til facebook, men jeg ved ikke, om de kan styre deres forhold til mig
  • Perfektion – for meget giver lammelse, for lidt giver rod. Bedste fremgangsmåde er at gå fremad, kiggende efter, hvilke dele man kan gøre perfekte og hvilke får lov at være rod.
  • Kønsdropdown

2:

Så tilsætter du 1–1,5 times så-godt-som uforstyrret skrivetid. Med to små børn og en milliard jern i ilden[1], er det her punkt det sværeste.

Husk mindst en 4-5 gange om ugen at tænke på, hvor meget tid du dog havde til valgfri brug, da du boede for dig selv, uden børn. Hvad brugte du den på? Ingen kan huske det.

3:

Begynd at skrive fra starten af fortællingen. Du skriver det hele i Markdown i VimR. I første omgang som en side i din personlige wiki. Du bruger dit eget bastard-10-finger-system, som du godt ved, du burde investere noget tid i at lave om til det ægte. Du har amerikansk tastatur, så hver gang du kommer til et æ… ø… eller ∂ jeg mener å, styrtdykker din Words per Minute-statistik. Til gengæld kan du skrive / med din lillefinger. Huge win.

Du har højst sandsynligt musik i ørerne. Nogle gange går det nemmere med, andre gange uden.

Selvom det du skriver, er tips til, hvordan du vælger den bedste printer (jeg har ingen ide) så skriv underholdende. Start med den kortest mulige introduktion til problemstillingen. Vi starter fra nul, og skal så hurtigt som muligt, med så få elementer som muligt, etablere præmissen for publikum. Det er en tendens, du har tillært dig fra stand-up, men den er god nok.

4:

Introduktionen leder forhåbentligt op til, du nu, helt naturligt, går i gang med kødet. Det er her, du folder dit koncept ud. Præsenterer ideen, lægger den på bordet, går et par gange rundt om den og taler[2] om, hvad du ser.

Lad være med at være alt for bitter, det klæder dig ikke. Lad være med at hænge nogen ud, med mindre du sparker (langt) opad. Lars Løkke har fortjent det. Din chef har ikke.

Formuler ting kort og præcist, men med plads til enkelte småprætentiøse afstikkere, så det hele ikke virker som om, det er skrevet af en autistisk robot. Sigt efter en klassisk 80/20 på robot/prætentiøs. Går du i stå, kan du springe til punkt 6. Det er ikke farligt at gå i stå.

Brug masser af tegn. Brug **fed**. Brug __kursiv__. Brug parenteser. Brug de klassiske Unicode-karakterer™. Hold igen med emojis 😫 Jonas Juhler synes, de er fjollede, og du kan ikke, ikke give ham lidt ret. Brug links: Lad være med at skrive “du kan finde min yndlings meme fra 2005 her. Skriv i stedet “min yndlings meme fra 2005 var Crying While Eating. Brug fodnoter til jokes og tangenter, der bryder flowet[3].

5:

Ved at være nået til enden af dit originale koncept? Rund smukt af med en elegant sløjfe. Eller lad være. Det behøver ikke ende godt. Det må gerne ende brat ved en skrænt, uforløst, så længe rejsen derhen har været underholdende. Og hvis den ikke har været dét, skal du skrive om noget andet, du.

6:

Indtil nu har du kun holdt korte tænkepauser og skrevet i én lang strøm. Det er godt, for lige meget om det er guld eller skidt, har du i det mindste skrevet noget. Og dét sker alt for sjældent. Måske har du fundet ud af, en tangent var mere spændende end din første ide. Måske har du ændret mening undervejs. Måske opdagede du en pointe, du slet ikke havde tænkt på i første omgang. Det føles lækkert, og det er derfor, du gør det.

7:

Læs nu, det du har skrevet. Det er sgu helt ok! Der mangler helt klart noget, inden det her stykke for at historien hænger sammen. Det her stykke fungerer ikke. Skal det ud? Ja. Og det her heller ikke. Måske kan vi kombinere de to? Ja, meget bedre.

Giver det mening? Det skal give mening. Du går efter en tekst, der føles som en lille omsluttende boble. Ikke som et tryllenummer, hvor du til sidst slår armene ud med et tadaa. Men læseren skal helst føle, det ikke bare munder ud i ingenting. Hvis det føles som noget, der glider nemt og ordene falder rytmisk naturligt, så er du ved at være færdig.

8:

Åbn Marked 2 og tjek om syntaksen stemmer. Det gør den ikke, og du mangler stadig at fylde adresser ud på stort set alle de links, du har sat ind uden adresser for ikke at blive afbrudt. Tilføj de manglende *-tegn og links.

Ret titlen så den giver mening. Måske har du ikke skrevet en endnu. Hvis du har, gælder den garanteret ikke længere. Glem at rette datoen.

Når den er der, kopierer du hele lortet[4] og sætter det ind i tekstfeltet på buttondown.email. Læs det hele igen. Lav de sidste rettelser, kopier dem tilbage i Vim.

Send. Ja, jeg er sikker. Den her del er altid en lille smule nervepirrende men mest tilfredsstillende. Det er grunden til, du gør det.

Åbn COMPUTERS websitet. Kopier markdown-filen herind også. Gem. Deploy.

Åbn Mail.app og se mailen være ankommet. Spot mindst 2 fejl, men glæd dig over, du gjorde det igen, og faktisk fik skrevet noget. Håb på nogen svarer, og at alle læserne heller ikke denne gang opdager, at du i virkeligheden ikke har ret meget at byde på.

Mærk stilheden.

Tænk på noget andet.


🖥 Mikkel


  1. Ej prøv at se der er også en ild herovre, man kan prøve. Det skal jeg også. Og her er en til! ↩︎

  2. Du taler. Du snakker ikke. Det er en lidt mærkelig ide du har fået, at gå op i, ikke at sige snakke. Er du Peter Sommer nu, eller hvad? ↩︎

  3. Fx hvis du vil gøre opmærksom på, at det engelske låneord, flowet, lyder bedst på jysk: flåu’e. Så kunne du gøre det i en fodnote. ↩︎

  4. gg"*yG ↩︎

Kunne du lide, hvad du læste?

Modtag et mindst lige så lækkert brev
hver fredag (langt fra) hver uge: