← Flere udgaver

#4 – 2016-11-18 – Licens er noget vi giver til Netflix

Jeg arbejder i øjeblikket i DR Nyheder. Ikke at det har noget med min holdning at gøre, men det er nok godt nok at få med.


Min søn, lidt over 2 år gammel, har lært selv at betjene Netflix på den ældgamle iPad Mini, vi har. Han ved endda, at det hedder Netflix.

Hvad skal der dog ikke blive af os.

Han ved, at hans profil er den med fuglen. Bertil er fuglen, som han siger. Som regel vælger han én af de ting, han er igang med. Som regel er det Rasmus Klump. Eller Mascha og Bjørnen. Sommetider går han på opdagelse og finder et eller andet med eksplosioner eller overdubbede amerikanske teenagere. Engang gik han i gang med sæson 3 af Black Mirror. De par minutter, han nåede at se, var gode, syntes han.

Jeg, den ansvarlige forælder, gad godt, han så flere af DRs programmer i stedet. Han har set rigtig meget Kalles Danmarks Tour. Så meget at jeg har hentet alle afsnittene ned[1] og lagt dem ind i VLC.app, så de kunne komme med på en flyvetur uden Wifi. Nu ved han, at han kan gå ind i trafikkeglen og finde Kalle.

Han kan ikke betjene DRs egen player-app. Den er ikke responsiv nok til hans små, ivrige fingre, som tapper 1.000 gange, indtil de får utvetydig respons. Desuden er den fuld af DRs andre programmer. Hvadend de har af Børnelås, så starter den altid op, langsomt, ude på oversigten. Og man kan ikke tilføje en fuglekonto, han kan vælge.

Løsningen er selvfølgelig, at DR udvikler den bedste app. En app der kan konkurrere på verdensplan mod Netflix og HBO og hvad ellers alle taberne hedder. En app, der er grundigt testet på nysgerrige 2-årige Klump-fans såvel som ældgamle, helt rynkede, smøggule fingre. En app, der er bedst til ALLE. Unge og gamle. Den bedste app, med det bedste indhold, med de bedste 2-årige testere, med de bedste mellemledere – DEN BEDSTE APP FAT DET.


Public Service er vigtigt, og det lyder ikke som om, der er mange, der mener det modsatte. Hvis der fortsat skal produceres indhold på dansk, er vi nok nødt til at gå sammen om at finansiere det.

Vi betaler allesammen penge forud, og så laver DR noget indhold. Også nogen andre men mest DR. Indholdet er altså betalt. Hvis vi er utilfredse med de programmer, der blev lavet, så kan vi diskutere, hvad vi skal lave fremover. Men de programmer, vi har købt, har vi købt og lavet, og de findes nu.

Hvorfor er de programmer ikke tilgængelige for os allesammen? Nu findes de jo. Ligger som filer et eller andet sted.

Jeg er ikke overbevist om, hvorfor de ikke lige så godt kunne ligge på min harddisk, hos Netflix, på Pirate Bay og dr.dk. Jeg kan sagtens forestille mig nogle grunde til, de ikke gør lige nu – men ikke hvorfor, de ikke kunne.

Rigtig mange programmer, som vises på DR, er ikke udviklet af DR. De er udviklet af producentfirmaer (Metronome, blu, Pineapple, den slags), og mange af dem er udenlandske koncepter, DR har købt rettighederne til at vise X gange på TV og X måneder på nettet. DR køber ikke programmerne, men rettighederne til at sende dem. Den største (eneste) grund til, Netflix’ indhold varierer verden rundt er rettigheder. Grunden til at Bagedysten udløber på dr.dk er rettigheder.

Fucking rettigheder.

Og hvis jeg bare kan hente DRs programmer ned i min trafikkegle, kan de jo ikke lade dem udløbe, når rettighederne gør. Så er vi nødt til at fjerne dem igen. Kunne vi købe rettighederne til at vise dem for evigt? Ja, men politikerne er blevet enige om, at dr.dks rolle ikke er et arkiv, så det gør vi ikke.


Lad os bare antage, at vi ikke behøver bekymre os om rettigheder, fordi vi har købt dem eller har lavet programmerne selv. Og med vi, mener jeg DR på vegne af os allesammen.

Jeg synes, DR skal have en Platform, vi allesammen kan tilgå, hvor deres indhold kan opleves. Men jeg synes ikke nødvendigvis, platformen skal have monopol på indholdet.

Hvis vi adskiller de to, behøver indholdet heller ikke lide under en haltende platform. Jeg er vild med Jonatan Spangs serie Lillemand, men TV 2’s Play er forfærdelig. Som det er lige nu, inde i mit hovede, så vil jeg gerne se Lillemand. Jeg vil gerne betale for det, men jeg orker næsten ikke, at det skal ske gennem Play. Jeg udskyder Indholdet, fordi jeg ikke kan overskue at skulle betjene Platformen. Det er synd for Jonatan. Og mig.

TV 2 kunne sælge deres indhold til Netflix. Det er muligt, det tager livet af Play. Men det tager ikke livet af TV 2. Lige nu er indholdet kun på Play, fordi hvorfor skulle folk ellers komme og bruge vores rædderlige service?

Hvorfor, hvis vi (igen, DR) nu har købt og betalt for Bagedysten, skal den tages som gidsel på DRs platforme?


Hvad nu hvis det her ikke behøvede at være virkeligheden:

@akappel

Public Services rolle er at lave noget dansk, bredt perspektiveret, repræsentativt indhold af og for danskere. Både det indhold vi allesammen gerne vil have, og det indhold som kun nogle få af os virkelig gerne vil have. Det ér X Factor. Og det ér Antikjægerne.

Den næste der bliver fornærmet over, at min licens skal betale DET her, kan få lov til at lave et program, hvis eksistens ingen ville synes overflødig. Store idiot.

Jeg ville ønske, at vi var mere åbne og omfavnende af det magiske i, at Licens er noget vi giver til hinanden™. I stedet for at give det til hinanden, og derefter spære det inde og lade det udløbe om 30 dage, kunne vi fejre, at vi nu allesammen ejer yderligere 24 afsnit Antikjægerne, som vi frit kunne se, hente, remixe[^creative commons] som gif’er, uden at skulle bekymre os om Fucking Rettigheder.

Netflix kunne købe rettighederne til at videresælge dem. Og TV2 Play kunne også, for den sags skyld. Vi kunne bare smide det på YouTube for min skyld. Jeg er så ligeglad. Nu ER de jo købt og betalt af os allesammen.

Fucking rettigheder, mand.


Hvis du kan lide det du læser, så del det med en ven!

🖥 Mikkel

COMPUTERS
  1. Det er bare et eksempel på noget, du kan, men nok ikke skal gøre. [^creative commons]: Creative Commons Share Alike? https://creativecommons.org ↩︎

Kunne du lide, hvad du læste?

Modtag et mindst lige så lækkert brev
hver fredag (langt fra) hver uge: