← Flere udgaver

#37 – 2018-01-17 – Skrækkeligt mange podcasts

Hvad stiller man egentlig op som helt almindeligt menneske, I en verden der svømmer over af et helt forfærdeligt stort udbud af ganske udemærkede podcasts?

Jeg har lyttet til podcasts længe. Jeg har adskillige tydelig billeder i min hukommelse af bestemte situationer, hvor jeg var, både koordinatmæssigt og livsmæssigt, da jeg hørte specifikke episoder, af nogle af de podcasts, der står mig nærest.

Der er dem, jeg fulgte fra start til slut, dem jeg kom til sent, men som stadig lever, dem jeg med tiden voksede fra, dem, jeg startede min egen podcast i skyggen af, og dem jeg længes efter flere episoder af, hver gang jeg åbner min podcast-app.

Og så er der en hel masse, jeg har nydt, men afmeldte for et par måneder siden:


Podcasts er blevet allemandseje. Hvis du ikke allerede har en, har du sikkert overvejet, hvad din skulle handle om, hvis du nu skulle have en. Udbredelsen er dejlig, bevares, men der er også rigtig meget snik-snak[1].

For et par måneder siden fik jeg nok af alle de timer, jeg brugte på kun-lige-præcis-underholdende sniksnak, slettede (stort set) alt i kategorien, og puttede Audible på side 1 på min iPhone.

Lydbøger er præcis det samme som podcasts – og så alligevel ikke. Modsat podcasts har de en start, som typisk er sløvere end din typiske underholdningspodcastepisode[2]. Ofte skal man længere ind end 40 minutter, før den overhovedet kommer i gang. Til gengæld ender man med at have bevidnet en ide, der var større end 40 min plus reklamer for Det Venlige Spøgelses madrasser og Det Firkantede Steds hjemmesideplatform.

Med en blanding af, at mit nuværende antal af podcast-tilmeldinger holdes lavt, og min delete-finger holdes trigger-happy på episoder, der aldrig rigtig kommer i gang, sørger jeg for, sommetider at komme i nul. Nul uaflyttede episoder i køen. Gisp. Når jeg er der, starter jeg en ny lydbog. Eller også vender jeg tilbage til den, jeg er midt i, men holder en kort pause fra.

Det er en fornøjelse at markere hele bøger som Read på Goodreads. Tænk sig, jeg mønstrede opmærksomhed til en hel bog, når jeg kunne have læst Twitter i stedet.

Bøgerne jeg lytter til, er et virvar af non- og rent-faktisk-fiktion. (Før var skønlitteratur forbeholdt den ene bog, jeg læste i min sommerferie. Not any more.)

Senest har jeg fx fået eksploderet min hjerne, fået bekræftet alle mine dårlige vaner og blevet påmindet om nogle ældgamle helte.

Hvad er din podcaststrategi? Også selvom den måske er færre?


Efterhånden udkommer jeg så sjældent, at jeg kan annoncere en livsændrende begivenhed i hvert nummer. Denne gang er jeg, siden sidst, blevet far (igen) til en datter. Alle har det godt – selv faren, der ellers havde en slem forkølelse under fødslen. Der var ikke meget sympati at hente i den situation, kan du tro.

🖥 Mikkel

I øvrigt: Jeg har fundet en ny platform til nyhedsbrevet – hvordan virker det? Kan du ikke mærke forskel? Perfekt!


  1. Sagde manden der selv har bidraget til 257 episoders sniksnak. ↩︎

  2. Sikke dog et lækkert langt ord. ↩︎

Kunne du lide, hvad du læste?

Modtag et mindst lige så lækkert brev
hver fredag (langt fra) hver uge: