← Flere udgaver

#33 – 2017-08-19 – Overtræk på sejhedskontoen

En læser af nyhedsbrevet, Kristian, spurgte, om jeg kunne skrive lidt om, de fejl jeg måske har begået som programmør eller komiker. Hvad Kristian måske ikke vidste, er, at fejl er en af mine kernekompetencer.

I comedy har jeg lært at elske dem. I stedet for at være bange for, noget ikke skulle gå som planlagt, fandt jeg ret hurtigt ud af, det var nemmere (for mig i hvert fald) at gå ud fra, ting ville gå galt, og når de gjorde, være god til at vende dem til det bedre.

Det er lidt ligesom: Du går rundt hjemme i køkkenet, og har din indre sejhedskonto på nul. Så kommer du til at puffe til et glas, som vælter ud af skabet, og mens det hænger i luften, kan du mærke 2 følelser – den ene er følelsen af, at du er en kløvning og din sejhedskonto, der nærmer sig -50 point. Den anden er følelsen jeg kan gribe det! Og idet du lukker hånden om glasset, inden det splintres mod gulvet, kan du mærke sejhedskontoen eksplodere direkte op i plus 100.

Du lavede en fejl. Så reddede du den. Det føltes lækkert. Fejl. Føles lækkert.

I comedy er dine fejl i bedste fald sjovere end det forberedte og i værste fald skyld i, showet dør. Det lyder som det værste, der nogensinde kunne ske, at man skulle stå der foran folk og se dum ud, men som Thomas Warberg siger: “Du ku’ også være blevet skudt”, så måske er det alligevel ikke så slemt?

I programmering går fejlen sommetider udover folks betalingskort. Det føles bestemt heller ikke rart.


Første gang jeg skulle hæve penge med 10er, var tilbage i … februar 2015? Jeg havde lavet systemet, så det så vidt muligt var fuldautomatisk, og sat hævemaskinen til at starte den første ugedag i måneden kl. 11. Og så egentlig lagt det lidt i baghovedet.

Pludselig, den første ugedag, så jeg, jeg havde 3 kvitteringer fra 10er i min indbakke. Mærkeligt. Skyndte mig at logge ind på serveren, se hvad der var galt. Det viste sig, Sidekiq, som kører mine baggrundsjobs, automatisk forsøger igen, hvis den støder på en fejl.

Bruger nummer 13-14-stykker havde ingen penge på sin konto, og hver gang hævemaskinen kom dertil og ikke forventede fejl, eksploderede den og startede forfra.

JAne his wife

Heldigvis er Stripe nemt at have med at gøre, og heldigvis nåede jeg at stoppe den efter kun 3 runder. Heldigvis havde jeg (endnu) programmeret den til at hæve pengene én tilmelding ad gangen. Det var nemt at sende alle penge tilbage, rette fejlen, og melde ud på Facebook, hvad der skete. Det var dengang kun min egen podcast, der var i systemet, så alle donorerne var folk, der allerede vidste, jeg er en loose canon flink fyr.


Idempotency betyder, at det ikke gør noget, hvis en opgave kører to gange i træk. Det kan koste et par databasekald med tjek, inden du kører kanonerne i stilling, men sommetider er det godt nok, tingene går lidt langsommere end de kan.

I mit tilfælde betyder det, 10er nu aldrig hæver for den samme udgivelse mere end én gang. Det er nok bredt kendt, at den slags er en god ide til opgaver, der skal køre ad sig selv, men her fik jeg min (første) lektie.

Jeg lærte også, at langt de fleste mennesker tilgiver dig, hvis du bare er ærlig og åben omkring fejlen, og viser at du gør, hvad du kan for at gøre det godt igen. Og det har jeg lært igen adskillige gange siden.

🖥 Mikkel

Kunne du lide, hvad du læste?

Modtag et mindst lige så lækkert brev
hver fredag (langt fra) hver uge: