#23 – 2017-04-07 – Den badgerøde, vibrerende lommeslagmark

Notifications er en del af en moderne smartphone-tilværelse. Alle slås om din opmærksomhed – computere og mennesker – og de gør det på lige vilkår, på den samme badge-røde, vibrerende lommeslagmark: Notifications.

Med notifications mener jeg ting, der popper op, popper ned, viser røde ulæst-badges eller bare ryster lidt i lommen, når du bliver udfordret i Wordfeud^[1].

Hvordan man vælger at håndtere dette blodbad er vidt forskelligt. Nogle slår alting fra, andre slår alting til. De fleste lever nok et sted midt imellem. Et sted hvor de har slået meget fra, og gerne ville slå endnu mere fra, men er bremset af frygt for at gå glip af et eller andet.

At slå alting fra er beundringsværdigt. Og også mærkeligt. Selvfølgelig er det rigtigt, når zen-typer siger, at alting godt kan vente. Du har jo ikke tænkt dig at svare på den mail lige nu alligevel? Nu ved du bare, den findes, og kan ikke få indholdet ud af hovedet, selvom du ikke kan gøre noget ved det før i morgen, hvor du er på kontoret igen.

Men der er jo stadig alle de gode notifications. Mentions på Twitter^[2], mails fra dem du godt kan lide, din tur i Wordfeud^[3], påmindelser om at du nu har optjent flere Smølfepoint i Smurf World Mega Party In-App Purchase Extravaganza.

Det svære ligger i, at en notification ikke selv ved, om den er god eller ond. Den ved bare, at den skal ramme dig så hurtigt som muligt. Som en brevdue med kurs direkte mod dit ansigt.

At slå alting til er på en måde lige så beundringsværdigt. Din lomme er aldrig i stilstand, din homescreen et rødt hav af tal, du skal have fulgt op på. Som en overdådig ansvarsbuffet – hvor skal jeg mon først gå hen og se, hvad jeg mangler at lave.

Jeg har set folk med et stort, rødt 4000+ ovenover deres Mail-app. Hvad i alverden skal det forestille? Hvor skal man overhovedet starte med sådan en mailbox? Her er et forslag: Start med at kyle din telefon i et bål sammen med din totale mangel på selvrespekt.

Jeg selv er endt, ja, et sted midt imellem. Jeg kan nok ikke overraske nogen læsere på det her tidspunkt med, at jeg har en holdning til notifications. Jeg kan godt lide nogle af dem, vil ikke have noget som helst at gøre med andre. Nogle af dem får lov til at poppe op (Twitter fx), andre får kun lov til at være ulæst-tal (Mail fx), andre kan få lov at hoppe ud over en skrænt (Wordfeud fx^[4]).

Husk på at man ikke kan overse en notification. Når først den har været der, og du så den, så er dens indhold i din opmærksomhed. Ligesom at du heller ikke kan lade være med at tænke på din tunge, hvordan den ligger i din mund, når du har læst den her sætning til ende. Der er den. Plejer den at virke så stor?

🖥 Mikkel