← Udgaver

#22 – 2017-03-31 – Smack My Glitch Up

I denne uge har jeg kodet live, in publicGlitch et par gange.

Nogle ideer vil ikke rigtig slippe, men kommer alligevel heller aldrig helt i gang. Jeg tænkte, jeg kunne få dem skudt afsted og samtidig både få prøvet Glitch og måske, hvis jeg var helt heldig, introducere nogle af mine mindre teknikvandte følgere til programmering.

Glitch blev til for et år eller to siden. Først hed det Hyperdev. Så hed det noget, jeg har glemt, og nu hedder det altså Glitch.

Konceptet er stort set det samme, men fokus er skiftet fra cool collaberative cloud editor til noget, der handler mere om læring, community og leg. Jeg synes, det er den helt vej at gå.

I virkeligheden har jeg over flere omgange ville lave lige præcis de her to ideer, men er aldrig rigtig kommet i gang, for aller først har jeg skullet blive enig med mig selv om, hvilken teknologi og metode jeg skulle bruge.

Det er en velsignelse og en forbandelse at programmering i 2017 er så mange forskellige ting, som det er.

Computere er så hurtige, programmeringssprogene så sofistikerede, og abstraktionsniveauerne så hævede over 1-taller og 0’er, at man kan stirre sig helt blind på mulighederne.

Hvis det er forvirrende for en erfaren programmør – hvor forvirrende er det så ikke for en nybegynder?

På Glitch forsøgte jeg at gøre brug af så lidt lir som muligt. Hvor lidt skulle der til for at nå til det jeg ville opnå?

Begge gange startede jeg med en README.md, hvori jeg beskrev målet og en kort plan for, hvordan jeg havde tænkt mig at nå derhen.

Og så gik jeg i gang.


Når man ser andres projekter, glemmer man sommetider at overveje rejsen dertil. Det er nemt at kigge på en færdig ting og tænke, “Jeg laver aldrig noget så omfattende”. Men foran enhver ting ligger der en masse timer, hvor en frustreret programmør har siddet og gået frem og tilbage, undrende sig over hvor fejlen var, indtil til sidst at finde ud af, det bare var et komma, der sad forkert.

Det er noget af det, jeg har villet vise med Glitch: Rejsen hen mod den ting, man har forestillet sig. Hvordan man sommertider går ud af én vej, kun for at finde ud af, det var den forkerte og må starte forfra. Lige præcis dette skete (heldigvis) begge gange i den her uge.


Jeg ved ikke, om det var sjovt at kigge med. Men det var i hvert fald sjovt for mig at se folk kigge forbi. Og hvis ikke andet, fik jeg prøvet de par ideer af, jeg havde uden at finde den store værktøjskasse frem.

Projekterne:

🖥 Mikkel

Kunne du lide, hvad du læste?

Modtag et mindst lige så lækkert brev
hver fredag (langt fra) hver uge: