← Udgaver

#20 – 2017-03-17 – Og så ku’ man ogs’

I slutningen af sidste uge brugte jeg et par dage på Fyn, for at deltage i en innovationsworkshop[1]. Jeg var glad for at blive inviteret til den slags – jeg tror, jeg stadig er ved at vende mig til min nye rolle som mere end programmør. Jeg var ikke bange for, jeg ikke ville kunne bidrage, innovationsworkshop er nærmest mit fuldtidsjob lige nu, men det er stadig meget uvist for mig, om det er gået op for andre, at jeg har flere tricks i ærmet end min sparsomme Twitter-bio vil fortælle.

Vi var stadig tidligt i processen, så vi havde endnu ikke havde bestemt os for, hvad vi faktisk gerne ville ende med at lave. Men vi skulle til at kredse ind mod et valg, så ideer skulle præsenteres.

I min afdeling i DR bruger vi stort set altid forløbet fra bogen Sprint. Det er svært at slå effektiviteten i 5 dage fra start til testet prototype. 14 dage er på en måde for meget til de fleste prototyper, og grænsen mellem, hvor færdig man har tænkt sig at lave ting, begynder at blive sløret. Med Sprint-forløbet er der én dag (plus det løse) til at lave prototype, så man tvinges til ikke at lave noget færdigt, men i stedet fake så meget som muligt for at nå det. Dét er en kæmpe fordel.

Hele formålet er, at gå fra overordnet problem og ned til helt konkret løsning og ikke mindst en vurdering baseret på rigtige brugere af, om løsningen overhovedet er god – på så kort tid som muligt.

I bedste fald finder vi på noget lækkert. I værste fald har vi brugt 5 dage på at finde ud af, hvad vi ikke skal bruge mange penge og måneder på at udvikle færdigt.


En anden fordel ved at skulle holde det til, hvad man kan nå på så kort tid, er at man slipper for “og så ku’ man ogs’”-tendensen.

Nogle synes at stræbe efter et så højt antal features som muligt, når de pitcher en idé. Feature efter feature og integration med service efter service remses op i sætninger startende med “og så kunne man også X, og så kunne man også integrere med Y”, som om formålet er at skabe et så højt bjerg af strøtanker som muligt.

I virvaret af afstikkere kan det blive helt uoverskueligt, hvad der egentlig er kage, og hvad der er krymmel.

Kort tid tvinger dig til at fokusere på så få features som muligt. Du kan kalde det Minimal Viable Product, eller Elevator Pitch eller hvad end du vil; det gælder om at finde fokus – hvad er den helt korte historie om, hvad der er vi kan.


Når man fortæller en joke, bliver den som regel bedre, jo færre ord den består af. Jeg har ofte hørt historier om, hvordan et enkelt fjernet eller ændre ord har reddet en joke. Når enkelte ord kan ændre på, om publikum griner eller ej, bliver det meget tydeligt, at der for maximum effekt kræves maximum præcision.

Hvis en joke lister eksempler op, er rådet at holde sig til de tre bedste[2]. Selvom du kan finde 12 eksempler på, hvad lighederne mellem Ghandi og en bregne er, så begynder folk at stoppe med at grine omkring nummer 5.

Jeg tror, det samme råd virker til produktpræsentationer.


🖥 Mikkel

Som altid bliver jeg glad, hvis du svarer, og endnu mere, hvis du fortæller en ven om nyhedsbrevet eller tweeter det.

Vi er nu rundet 403 subscribers! Det er jeg stolt af. Hej!


  1. I stedet for at skrive og udsende det her nyhedsbrev – the streak is broken nooooo ↩︎

  2. Eller endnu bedre de to bedste og en tredje med et twist. ↩︎

Kunne du lide, hvad du læste?

Modtag et mindst lige så lækkert brev
hver fredag (langt fra) hver uge: