#2 – 2016-11-04 – Jeg er indehaver af en udsøgt kollektion

Jeg skriver det her med Chance The Rapper^[1] i ørerne, afspillet med Voltra^[2]. Voltra er en ny musikafspiller, som med vilje ikke er nogen streamingtjeneste.

Min musiksamling bestod engang af mange gigabyte mp3-filer. Det første jeg gjorde, når jeg kom hjem med en nyindkøbt CD, var at putte den i mit cd-drev for at rippe den. Jeg sørgede for, at den fik det rigtige metadata med sig. Cover, titler, den slags. Jeg havde stort set ingen alenestående numre i min samling. Kun albums. For det var albums, jeg lyttede til. Som regel fra ende til anden, én ad gangen.

Min ven Mads købte cd’er for at have cd’er. Han havde, hvad der syntes som millioner af plastikbeholdere, som han slæbte med, når vi DJ’ede på 1000fryd. Cd’en var for mig mere en form for transportbeholder mellem butikken og min harddisk.

Havde jeg ikke mulighed for, eller råd til, at købe en cd, fandt jeg den som torrent, og hentede den ulovligt. Som sådan var der ikke noget, andet end dårlig samvittighed over ikke at betale, der holdt mig tilbage fra at skabe min egen lokale Spotify med størstedelen af al udgivet musik. Men sådan var min samling ikke.

Ingen plade blev i samlingen, hvis jeg ikke sommetider fandt den frem og lyttede til den. Plader røg ikke bare derind for at blive glemt. Det var meningen, at jeg skulle have et forhold til hver enkelt.

Prøv lige at høre mig, kalde et bundt data for “plader”.

Samtidig var der et narturligt loft ved enden af min harddiskplads. Før Netflix og iCloud Photos. Før fiberforbindelser og Dropbox. Dengang alt lå på din egen harddisk eller fastfrosset i tid på en udbrændt (ja) cd i en skuffe.

Jeg elskede Rdio^[3], for det lugtede lidt af det samme. Fokus på samling og albums. Hvor Spotify fokuserer på hits, singles, blandede playlister, millenials, Major Lazer, kattepis, “Sommerhits”-- handlede Rdio om albums. Rdio overtalte mig til at give slip på mine mp3-filer. Først røg de på en ekstern harddisk og næst, i et uopmærksomt øjeblik, blev de slettet under en backupaktion.

Så døde Rdio. Og Apple Music er (stadig) lort. Så min samling er nu endt, til låns, hos Spotify. Hvor meget jeg end stadig gør en dyd ud af kun at tilføje albums - og ikke for mange af dem - så føles det ikke som en samling. Udfordringen af begrænsningerne er væk. Det føles mere som en form for add and forget bogmærkeservice.

Når jeg åbner Voltra og ser, at der kun er en 3-4 albums tilbage bliver jeg næsten flov. Det provokerer nostalgien frem i mig, og jeg begynder at ønske mig tilbage til de dage, hvor jeg blev tvunget til at barbere samlingen, hver gang jeg skulle opdatere OS X, og min harddisk næsten flød over.

Burde programmer have flere begrænsninger? Hvad er meningen med at have en samling på Spotify? Hvad er meningen med at have en My List på Netflix, hvis du bare tilføjer alt, du nogensinde kunne forestille dig at se til den.

Hvad hvis jeg højst kunne tilføje ét album til min Spotifysamling om dagen? Ét om ugen? Måneden? Ville jeg ende op med en samling, jeg syntes bedre om?

Hvad hvis Apple Photos slettede alle mine fotos efter et par måneder, med mindre jeg markerede dem som favoritter. Det føles farligt. Som far til en to-årig, der allerede sidder pænt stille og smiler artigt, når far eller mor peger en telefon mod ham, suger det næsten i maven på mig, når bare jeg tænker på, at mine tusindvis af billeder skulle blive slettet automatisk.

På den anden side har jeg ikke meget overblik over billederne. Jeg gør dog en dyd ud af at markere de bedste af dem som favoritter.

Som altid: Kommentarer, ris og ros modtages gerne! Bare svar på denne mail. 👍🏼

Mikkel