← Flere udgaver

#17 – 2017-02-17 – Din er computer er din

Mens jeg gik og overvejede, hvad jeg skulle skrive om i denne uge, gik det op for mig, det er 10 år siden, jeg fik min første Macintosh.

Mit computerliv startede med MS DOS, blev til Windows, og i mange år fnøs jeg blot af min vens fars blågrønne iMac med hockey-puk-musen.

Min første computer, som var min egen, købte jeg som enkeltdele, som jeg selv satte sammen på mit drengeværelse. Kabinettet var stort og sort og faretruende og præcis som det skulle være.

Nærmest hver måned brændte jeg backup ned på cd’er, og geninstallerede Windows. Det var bare sådan noget, vi gjorde: Formatterede vores harddisk og installerede alt påny. Min ven Clemme var ekstra formatteringskåd og fik tilnavnet Mr. Format, som han bar med 80/20% stolthed og skam. Processen var den bedste måde vi kendte til at holde systemet friskt og lækkert. Sådan var Windows.


Pludselig begyndte iBooks[1] at dukke op rundt omkring mig. Små og hvide og umulige at overse. Og langsomt gik mine følelser omkring Macs fra medlidenhed til misundelse. Jeg hørte om Quicksilver, og så DHH flyve afsted TextMate, og jeg forsøgte med arme og kløer at få Windows til at se ud som og virke som en Mac. Med Windows XP temaer, halvsuspekte tredjepartsprogrammer og aldrig tilfredsstillende resultat.

Jeg var ung og fattig, så i flere år blev det bare ved drømmene. Indtil jeg i 2007 brugte alle pengene fra hvad jeg tror, var min første større faktura på en af de første Intel Macbooks[2].

Hov, nej vent. Det var sgu i 2006. Her er dokumentation fra PhotoBooth:

Hår.
Hår.

Lækkert billede. Har du andet godt fra 2006, Mikkel? Selvfølgelig. Her har jeg fx en nakkestøtte fra et IC4-tog på som hat:

Hat.
Hat.

Nå, men så er det altså 11 år siden. Så meget for det jubilæum.


Når jeg opfordrer til at pakke let og ikke customize dig selv ind i et hjørne, er det bestemt ikke fordi, jeg er imod custimization. Din computer er din.

Her er et par af de ting, jeg gør, som gør min Mac (jeg er på min fjerde[3]) til min:

Jeg har nul ting på mit desktop

defaults write com.apple.finder CreateDesktop -bool false

Du bør have et sted, hvor filer kommer ind inden de bliver sorteret. Men måske er det en dum ide, at det er lige under din næse altid? Gem det væk til du skal bruge det eller tager stilling til det.

Jeg har slukket for Dashboard

defaults write com.apple.dashboard mcx-disabled -bool true

Dashboard, hvad laver du her? Gå nu hjem.

Jeg undgår så vidt muligt at bruge musen

defaults write NSGlobalDomain AppleKeyboardUIMode -int 3

Hvis du kan undgå den, så undgå den. Med den her kan du tab’e fokus rundt mellem knapper og “klikke” på dem med <space>.

Jeg bruger ikke rigtig min Dock

defaults write com.apple.dock autohide -bool true
defaults write com.apple.dock autohide-delay -float 0
defaults write com.apple.dock autohide-time-modifier -float 0
defaults write com.apple.dock orientation -string "right"

Min Dock er ude til højre, helt tom og altid gemt.

  1. Min skærm er bredere end den er høj, så hvis jeg skal spilde pixels, giver det mest mening at spilde dem i siderne.
  2. Jeg launcher aldrig apps ved at klikke på dem. Så ingen grund til at have dem i Dock’en. På den her måde virker den mest af alt bare som en Windows Taskbar, men…
  3. Jeg kigger alligevel aldrig på den, for den er gemt.

Jeg bruger (stadig) Quicksilver

Én af de ting, der overtalte mig til Macs i sin tid, bruger jeg stadig hver eneste dag. Der findes masser af den slags launchere efterhånden. Spotlight er nok for de fleste. Men jeg har endnu ikke fundet en afløser til gode (æld)gamle, stort set uopdaterede Quicksilver.

Og så er der Hammerspoon

Hammerspoon lader dig kontrollere macOS med programmeringssproget Lua. På den måde kan du (forholdsvist) nemt skrive dine egne utility apps i stedet for at købe 10 små.

Jeg bruger Hammerspoon til…

  1. At launche apps med hotkeys. (Afløser ofte Quicksilver, faktisk)
  2. At resize vinduer med hotkeys. (Afløser fx Moom)
  3. At holde min computer vågen. (Afløser fx Caffeine)

Hvis der er nogle af tingene, apps’ne eller koncepterne, du vil høre mere om, så sig til. Du ved (efterhånden), at jeg har en holdning til det meste - men også argumenter for, hvorfor jeg har ret. Som en ægte hvid mand skal have.

Der er nok meget mere, jeg gør, som er så indgroet, at jeg nu glemmer at nævne det. Hvad gør du?

🖥 Mikkel

iBook Macbook
  1. ↩︎
  2. ↩︎
  3. Femte hvis man tælder den med, jeg kun havde i et par uger, før jeg dræbte den med et glas vand. RIP. ↩︎

Kunne du lide, hvad du læste?

Modtag et mindst lige så lækkert brev
hver fredag (langt fra) hver uge: