#14 – 2017-01-28 – Plads til at falde direkte på røven
Én dag for sent er stadig 6 dage for tidligt til ikke at gøre det. Som man siger…?
Jeg formoder, man (læs: du) stadig kan nå at stemme på min podcast, Fup i Farvandet, til Zulu Awards, så hvis du ikke har gjort det endnu, så… Sådan. Tak!
Ingen har ikke hørt om den norske serie Skam. Den er god, synes jeg, men det har du jo nok allerede din egen holdning til, om den er. Drittsekk.
Jeg hørte Julie Andem, som har skrevet og instrueret serien, i sidste uge tale om, hvordan serien er blevet til. Budgettet var lille, og det var forventningerne også. Men Julies ambitioner var ikke. Hun har en klar holdning til alt og en klar vision for sin serie. På mange måder er hun Skam og Skam er hende, og det siger jeg på trods af, jeg godt selv kan høre, hvor cheasy den sætning lyder.
Dagen før konferencen havde DR scoret sig et besøg af hende og hendes redaktør. Skam-feberen har været intens i DR, og det går selvfølgelig ikke ubemærket hen, når en søster-organisation scorer sig sådan en success – og så endda på NETTET. Flow-tv er dødt, kom lad os straks holde et par møder.
Min kollega nævnte et par dage efter, at det var klart, hvad der var skyld i seriens succes: Det var Julie Andem, geniet bag, med den klare vision. Og det er jeg bestemt ikke i tvivl om. Min kollegas konklusion var, at det derfor ikke var noget, man som sådan kan gøre NRK efter – de var heldige og scorede et geni. Men det synes jeg, er at konkludere for hurtigt.
For én ting er Julie Andem. En anden ting er hendes chef.
En ting man nemt kan kopiere er Julies omstændigheder: Lille budget, stor kunstnerisk frihed.
På mange måder det komplet modsatte af lørdag aften på flow-bananen. Og der er selvfølgelig en tid til lørdag aftens slikskålsunderholdning OG tid til innovation (hvad så end det skal betyde). Og hvis du skal lave det første, er der mange seere og store forventninger og store budgetter, og så er det rigtig svært, at give helt los for den kunstneriske frihed.
Men hvis man i stedet giver dem med drømmene en lille pose penge, albuerum og lov til at sigte efter stjernerne – og ikke mindst, plads til at falde lige direkte på røven igen, så tror jeg sagtens, man kan score sig selv et geni eller to eller tres.
På den anden side, har jeg ikke prøvet at være chef, så jeg aner ikke, hvad jeg taler om. Men hvis ikke det er mens jeg er ung, jeg har ret til at være naiv hvornår så?
Det hjælper som regel, når jeg skriver, at jeg med glæde modtager svar på nyhedsbrevet. Så her er opfordringen igen: Jeg synes, det er dejligt.
🖥 Mikkel
