← Flere udgaver

#11 – 2017-01-06 – Business Time

Jeg er ikke bleg for at gøre nar af Business School-typer. Det bunder garanteret i, hvor dårlig jeg selv er til alt, der hører til.

Jeg blev momsregistreret i 2007. 7-8 år senere kulminerede det i et skattesmæk på 80.000 kr, bestående af restsjatter fra alle 7-8 år. Det har taget mig godt 10 år at få bare det mindste styr på mit eget regnskab.

Det er noget, jeg nemt kommer til: At synes noget er latterligt, fordi jeg i bund og grund bare ikke har sat mig ind i, hvad det handler om.

Derfor har jeg planlagt at dyppe et par tæer i hele forretningsaspektet af øhm, min forretning i 2017. Jeg håber, at det kan få den lille interesse, jeg har i den slags til at blive til en marginalt større interesse. Hvis alt går vel, forstår jeg til sidst nok til, at mine fravalg ikke kommer af naivitet og frygt for det ukendte.

(Hvis du kender til en Gratis E-bog eller en “Bog”(?!) eller whatever, om budgettering, regnskab og den slags, som jeg bør læse, så sig til!)


Jeg har i min forretning, Brainbow, flere projekter kørende. Den mest lovende lige nu er donationsmaskinen 10er. Der er også downloadbutikken Motherload. Og en række projekter, som ikke har nogen forretningsmodel.

10er blev oprindeligt bygget til min egen comedy-podcast Fup i Farvandet. Sidenhen har jeg åbnet for andres projekter, og i skrivende stund er der 33 tilmeldte projekter. De fleste er podcasts. Der er også et par blogs, et magasin og en digter.

I 2. halvår af 2016 hævede 10er i alt 8210 gange på tilmeldte betalingskort. 251.646,41 kr er løbet igennem maskinen. Deraf beholder jeg 10%, så med moms betyder det, 10er havde en indtjening på 31.455,80 kr. 5.242,63 om måneden.

10er kører på en mellem-stor, delt server[1], der også hoster andre projekter. Jeg har købt noget grafik, brugt lidt penge på Pelles blogposts men langt den største omkostning, er min egen tid, som “heldigvis” er gratis. Endnu.

Min opmærksomhed er flygtig og kan kun delvist købes for penge. Jeg er et unikt snefnug og jeg er klar over, hvor priviligeret det lyder, men det er immervæk noget, jeg har måttet sande gang på gang.


Det er så utroligt nemt at starte et projekt, at jeg nogle dage skal holde mig selv i kragen, for ikke at gøre det igen. Serverplads er billigt. Værktøjerne, frameworks og services gør de sværeste dele knapt så svære. Teknisk kan du være flyvende lynhurtigt. Forretningsaspekterne er til gengæld sværere – for mig i det mindste – men det kan umuligt være meget sværere.

Kan du hjælpe mig eller irettesætte mig? Det kan være, du gerne vil høre noget mere om det tekniske i projekterne? Det kan også være, du ikke kunne forestille dig noget mere kedeligt?

🖥 Mikkel


  1. VPS hos DigitalOcean til $80 om måneden. Jeg kunne sagtens nøjes med en halvt så stor. ↩︎

Kunne du lide, hvad du læste?

Modtag et mindst lige så lækkert brev
hver fredag (langt fra) hver uge: