← Flere udgaver

#10 – 2016-12-29 – No matter how anybody says it is

Det nye år er lige rundt om hjørnet, og med det mener jeg, at om 2 dage er det allerede 2017. Det er imidlertid rigeligt tid til at lade sig transformere til en produktivitetsguru. Hvor er min trimmer, jeg skal være Stadil-skaldet og det kan kun gå or langsomt.


Jeg har aldrig været typen med mange nytårsforsæt. Jeg har heller aldrig været ryger, så det er måske forklaringen. Jeg har dog, som så mange, følt mig draget til ideen om at lade kalenderskiftet være anledning til en eller anden ændring. I stedet for at have dårlig samvittighed hele tiden, kan man lige udskyde det et par dage/uger/måneder, til et arbitrært, fire-cifret tal også skifter og lade det være startskuddet. Så kan jeg både ryge nu OG, i sådan en fremtidsgaranteret selvopfattelse, være stoppet med det på samme tid.

Problemet med årsskifte som startskud er både, at det ikke er lige nu, og at det ikke sker igen før om et år.

Hvis enhver livsændring kræver, at det sker sideløbende med den helt rigtige talskifte, har du utroligt få muligheder. Og når du den fjerde-femte januar falder i og tager en smøg, har du givet op et helt år frem.

Forandring er svært. Svære ting tager mere end ét forsøg.

Jeg blev for nyligt mindet om Merlin Manns fremragende, 6 år gamle blogpost om nytårsforsæt. Hvis du én gang har prøvet at lave pangekager, så ved du, at den første altid er lort. For meget eller for lidt fedtstof. For meget eller for lidt varme. Den er altid lort. Men det betyder ikke, de følgende også er. Du laver bare en pandekage mere, og henad nummer 4-5 er det som om, det umuligt kan gå galt igen.

Ligesådan er det med forandring: Det er svært, men bare fordi du fejler i starten (eller nogensinde) betyder det ikke, du behøver give op. Stå ved, at du faldt i, ryg den smøg, og stop med at ryge igen lige bagefter. Eller vent til næste dag, hvis du absolut skal have et startskud.


En dag for måske 10 år siden, var min bedstefar ved lægen, hvor han fik at vide, at han skulle stoppe med at ryge nu, hvis han ikke ville dø af det. Det er sådan en slags home safe-besked man kan give som læge: Det vil, før eller siden blive sandt, lige meget hvem man siger det til. Efter et helt liv med pibe, stoppede min bedstefar med at ryge fra det sekund han trådte ud af lægens dør den dag.


Når alt det er sagt, så lad mig alligevel foreslå et forsæt for os to:

Lad 2017 være et år, hvor vi fokuserer på at lave i stedet for at synes.

@_why
Den forsvundne(!) programmør _why var klog

Det er så nemt at fortabe sig i et Facebook-feed. Som en slags ålerose betrukket med babybilleder og ligegyldige holdninger, bliver du lokket derind af nysgerrighed, og ender med at bruge timer på at nusse din trackpad, mens lige akkurat underholdende updates snegler sig forbi. Og i det øjeblik, du skriver en kommentar, kan det næsten føles som om, du bidrager med noget. Og det gør du måske også. Men i virkeligheden nok ikke.

Så, lad os i stedet prøve, prøve igen om nødvendigt, at lave noget. Du finder ud af, hvad det er. Det har på alle måder aldrig været så nemt at komme i gang med noget som helst, så lad os gøre det.

Begynd at blogge igen. Mal noget på iPaden. Indspil noget musik på din telefon. Start et hobbyprojekt.

Lav noget, fordi det føles dejligt. Lav noget, kun fordi du kan og vil.

via @GORDYLAND
No matter how anybody says it is

Hvis du er med på den, vil jeg gerne høre fra dig. Lad mig være din partner in crime, din mailingliste, din boksebold. Så længe du er med på, at gøre et forsøg på at lave noget.

Så lover jeg at gøre det samme og fortælle dig om det her. Det her nyhedsbrev er allerede et forsøg på lige præcis dette, og det går stadigvæk, selvom jeg startede før det blev 2017.

Merlin igen

🖥 Mikkel

Kunne du lide, hvad du læste?

Modtag et mindst lige så lækkert brev
hver fredag (langt fra) hver uge: